International
Menneskerettighedslov

KONVENTION OM DE INTERNATIONALE GRUNDLÆGGENDE MENNESKERETTIGHEDSINSTRUMENTER

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne er en ideel standard, som nationer over hele verden efterlever, men den kan ikke gennemtvinges som lov. Således bestod FN’s Menneskerettighedskommissions arbejde fra 1948 til 1966 hovedsageligt i at skabe en international lovsamling på menneskerettighedsområdet baseret på Verdenserklæringen og at etablerer de mekanismer, der var nødvendige for at gennemføre dens implementering og brug.

Menneskerettighedskommissionen udarbejdede to vigtige dokumenter: Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR) og Den Internationale Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (ICESCR). De blev begge vedtaget som international lov i 1976. Sammen med Verdenserklæringen om Menneskerettighederne udgør ICCPR og ICESCR det, der er kendt som ”Den internationale menneskerettighedslov”

ICCPR fokuserer på sager, der angår f.eks. retten til liv, ytringsfrihed, religionsfrihed og valgret. ICESCR fokuserer på sager, der angår mad, uddannelse, sundhed og husly. Begge konventioner erklærer, at disse rettigheder gælder for alle mennesker og forbyder diskrimination.

Yderligere grundlagde Artikel 26 i ICCPR en Menneskerettighedskomité under De Forenede Nationer. Komitéen, der består af 18 menneskerettighedseksperter, har ansvar for at sikre, at alle medunderskriverne af ICCPR overholder dens indhold. Komiteen undersøger rapporter, som den får fra staterne hvert femte år (for at sikre, at de overholder ICCPR) og den offentliggør konklusioner baseret på et lands præstation.

Mange lande, som har ratificeret ICCPR, har også accepteret, at Menneskerettighedskomitéen har lov til at undersøge beskyldninger fra enkeltpersoner og organisationer om, at staten har overtrådt deres rettigheder. Før der appelleres til Komitéen, skal den klagende part først have opbrugt alle appelmuligheder ved domstolene i deres eget land. Efter en undersøgelse offentliggør Komitéen resultaterne. Disse konklusioner har stor virkning. Hvis Komitéen giver den klagende part medhold, skal staten tage skridt til at sikre, at der bliver rådet bod på overtrædelsen.

EFTERFØLGENDE MENNESKERETTIGHEDSDOKUMENTER I FN

I tillæg til konventionerne i de Internationale Grundlæggende Menneskerettighedsinstrumenter har De Forenede Nationer vedtaget mere end 20 grundlæggende traktater, der yderligere uddyber menneskerettighederne. Disse omfatter konventioner, der forebygger og forbyder specifikke overgreb såsom tortur og folkemord og som beskytter særligt sårbare befolkningsgrupper såsom flygtninge (Konvention om Flygtninges Retsstilling, 1951), kvinder (Konvention til Afskaffelse af Alle Former for Diskrimination imod Kvinder, 1979), og børn (Konvention om Børns Rettigheder, 1989). Andre konventioner behandler racediskrimination, forebyggelse af folkemord, kvinders politiske rettigheder, forbud mod slaveri og tortur.

Hver af disse traktater har etableret et udvalg af eksperter til at overvåge, at dens stater gennemfører traktatens bestemmelser.