INTERNATIONAL
MENNESKERETTIGHEDSLOV

I 1948 havde De Forenede Nationers nye menneskerettighedskommission fanget verdens opmærksomhed. Under Eleanor Roosevelts dynamiske lederskab – præsident Franklin Roosevelts enke, der selv var en menneskerettighedsforkæmper og USA’s FN-ambassadør – begyndte kommissionen at skrive et udkast til det dokument, der skulle blive til Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Eleanor Roosevelt, der tilskrives æren for at have inspireret til denne erklæring, kaldte den for ”hele menneskehedens internationale Magna Carta”. Den blev tiltrådt af De Forenede Nationer den 10. december 1948.

I sin indledning og i artikel 1 bekendtgør erklæringen utvetydigt alle menneskers iboende rettigheder: ”Tilsidesættelse af og foragt for menneskerettighederne har ført til barbariske handlinger, der har oprørt menneskehedens samvittighed, og skabelsen af en verden, hvor menneskene nyder tale- og trosfrihed og frihed for frygt og nød, er blevet forkyndt som folkenes højeste mål … Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.”

De Forenede Nationers medlemslande afgav et løfte om at arbejde sammen for at fremme de tredive menneskerettighedsartikler, som for første gang i historien er blevet samlet og kodificeret i et enkelt dokument. Som følge heraf er mange af disse rettigheder i forskellig form i dag en del af de demokratiske landes forfatninger.