En kort historie om
menneskerettigheder

De forenede Nationer (1945)

50 nationer mødtes i San Francisco i 1945 og dannede De Forenede Nationer til at beskytte og fremme fred.
2. Verdenskrig havde raset fra 1939 til 1945, og efterhånden som slutningen nærmede sig, lå byer i hele Europa og Asien i rygende ruiner. Millioner af mennesker var døde, flere millioner var hjemløse eller sultede. Russiske styrker nærmede sig resterne af den tyske modstand i Tysklands udbombede hovedstad Berlin. I Stillehavet kæmpede amerikanske marinesoldater stadig mod forskansede japanske styrker på øer som Okinawa.

I april 1945 mødtes delegerede fra 50 lande i San Francisco fulde af optimisme og håb. Målet med De Forenede Nationers konference om en international organisation var at skabe en international sammenslutning med det formål at fremme fred og forhindre fremtidig krig. Organisationens ideal var anført i indledningen til det foreslåede dokument: ”Vi, folkene i De Forenede Nationer, er fast besluttet på at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vores levetid har bragt umådelig sorg over menneskeheden.”

Dokumentet, der indstiftede den nye FN-organisation trådte i kraft den 24. oktober 1945, en dato, som fejres hvert år, som FN’s dag.

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne (1948)

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne har inspireret en række andre menneskerettigheds love og traktater i hele verden.
I 1948 havde De Forenede Nationers nye menneskerettighedskommission fanget verdens opmærksomhed. Under Eleanor Roosevelts dynamiske lederskab – præsident Franklin Roosevelts enke, der selv var en menneskerettighedsforkæmper og USA’s FN-ambassadør – begyndte kommissionen at skrive et udkast til det dokument, der skulle blive til Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Eleanor Roosevelt, der tilskrives æren for at have inspireret til denne erklæring, kaldte den for hele menneskehedens internationale Magna Carta. Den blev tiltrådt af De Forenede Nationer den 10. december 1948.

I sin indledning og i artikel 1 bekendtgør erklæringen utvetydigt alle menneskers iboende rettigheder: ”Tilsidesættelse af og foragt for menneskerettighederne har ført til barbariske handlinger, der har oprørt menneskehedens samvittighed, og skabelsen af en verden, hvor menneskene nyder tale- og trosfrihed og frihed for frygt og nød, er blevet forkyndt som folkenes højeste mål … Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.”

De Forenede Nationers medlemslande afgav et løfte om at arbejde sammen for at fremme de tredive menneskerettighedsartikler, som for første gang i historien er blevet samlet og kodificeret i et enkelt dokument. Som følge heraf er mange af disse rettigheder i forskellig form i dag en del af de demokratiske landes forfatninger.